Hvordan øver vi?

En typisk øveaften på mandage fra klokken 19 til klokken 21.30 er delt op i to sektioner med en ti minutters pause imellem, i hvilken drengene i særdeleshed nyder en kølig humledrik.

Første sektion indleder med strækøvelser, rytmiske øvelser med trin og klap og derefter stemmeopvarmning. Så bliver koret gerne delt op i to grupper under vores to korledere – samlet ud fra stemmegrupperne, hvor vi så i de to grupper øver helt nye sangnumre eller får finpudset kendte numre, der måske halter lidt hist og her. Lige inden pausen samles alle for at prøve af, om det er lykkedes at få styr på sangene.

I anden sektion følges der eventuelt op på de nye numre og ellers tager vi hul på et efterhånden ganske stort repertoire for også at holde dem ved lige. Er der tid tilovers, er der ønskekoncert, hvor kormedlemmerne kan byde ind med, hvilke af korets sangnumre man har lyst til at synge igennem.

Et par af hjørnestenene i koret er den årlige korweekend i begyndelsen af oktober måned og en korlørdag i marts måned, hvor der begge gange bliver sat turbo på at få øvet nye sange, men der bliver også sat lidt ekstra turbo på det sociale samvær i mere festlige rammer.